
Billede: Dingli Cliffs på Malta.
Nyd din morgenmad fra kl. 07.30 i Restaurant Great Dane, inden du i dag skal vandre gennem Maltas grønneste områder, opleve forhistoriske levn og gå langs smukke, dramatiske klippekyster med udsigt til det azurblå hav. Kl. 09.00 kører vi med bus til Buskett Garden, Maltas største skovområde. Skoven er den eneste på Malta og oprindeligt plantet af malteserridderne som jagtområde. I dag trives både flora og fauna i Buskett, som er hjemsted for kaktus, buske, blomster, appelsintræer, fyrretræer og cypresser. Her er også vinmarker, oliven- og citronlunde.
Efter en kort pause går vi mod Clapham Junction, hvor du skal opleve et spændende mysterium i den maltesiske historie. Kæmpe mystiske hjulspor er lejret ind i stenlandskabet. Der hersker mange teorier om, hvordan de op til 60 cm dybe hjulspor er opstået. Arkæologer mener, at tunge trævogne i det 7.århundrede f.Kr. i fønikernes tid har skabt det historisk interessante fænomen.
Vi går fra dybe hjulspor til fortræffelige udsigter langs klipperne ved Dingli Cliffs, som er Maltas højeste punkt. Himmel og hav mødes i et ganske betagende syn ved klipperne, der rager flere hundrede meter op over havets overflade. Herefter fortsætter vi mod stenaldertemplerne Hagar Qim og Mnajdra. De imponerende bygningskonstruktioner er flere tusind år gamle og verdens ældste fritstående templer.
Sidst på eftermiddagen kører bussen os tilbage til Mellieha Holiday Centre.
Får du lyst til at holde fri fra gryderne i dit veludstyrede køkken i feriehuset, kan det anbefales at prøve de mange lækre middelhavsretter på The Great Dane eller en af de omkringliggende restauranter i Mellieha by.